Viser opslag med etiketten vævestrikket kjole. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten vævestrikket kjole. Vis alle opslag

torsdag den 13. september 2012

Vævestrikket kjole HELT færdig

Det er som om min interesse for projekter falmer efterhånden, som de skrider frem. Når de er færdige, er jeg klar til at forære væk eller blot lade indgå som brugsting i hverdagen.

Sådan har det også været med den vævestrikkede kjole, som ER taget i brug. Den er sådan lidt flipper-farverig, som jeg er vild med og dén skal nok finde anvendelse. Her i efteråret, hele vinteren og foråret over er jeg helt sikker på, at den kommer flittigt i brug.

Når det har være lidt varmt i vejret har jeg brugt den med en lille underkjole, bare ben og flade sko. På billedet er jeg på vej til Festuge i Århus og har klædt mig på til at kunne være ude: langærmet lang bluse under, uld tights og vinter støvler.

Jeg måtte have knægten på 9 til at agere fotograf - bær venligst over med både ham og modellen ;-)

Kjolen er strikket i alpaca uld med mørk lilla som grundfarve. Hertil mørk og lys blå, gul, orange, pink og lys lilla. Hele kjolen er strikket i 4 forskellige typer af vævestrik: perlegrus (kommer jeg HELT sikkert til at strikke igen), zigzag, quilt og små romber (egen opskrift). Under brystet er strikket en "lise" og på ærmerne er de to typer strik adskildt af baltiske fletninger.




tirsdag den 12. juni 2012

Baltisk fletning på vævestrikke kjole

Jeg kæmper forsat med min strikkede kjole. Jeg er i gang med ærmerne og de har drillet voldsomt. Jeg havde et helt klart billede i mit hoved, men den gode mavefornemmelse udeblev, da jeg var godt igang med at strikke. Så på den igen. Og igen. Og igen. Har slet ikke styr på hvor mange gange jeg forsøgte, før jeg endelig blev tilfreds. Men nu er jeg på rette kurs igen.
Videre på ærmerne har jeg brugt "små romber". Måske bliver der plads til "bikube" som afslutning. Men jeg må vist hellere vente og se hvordan ærmerne udvikler sig.
Jeg har jo ikke noget teoretisk grundlag for at sammensætte farver og mønstre, så jeg må stole på mavefornemmelsen. Det er såmen også fint - kræver måske bare lidt flere forsøg.
Jeg har valgt at genbruge "perlegrus" men har skiftet en af farverne. Tænk sig at det betyder SÅ meget at skifte 1/3 af farverne! Fantastisk.
På selve kjolen har jeg en "lise" men umiddelbart efter jeg havde strikket den faldt jeg for en
Baltisk fletning hos fru Madsen
Og der var ingen tvivl; selvfølgelig skulle der være baltiske fletninger på min kjole. Efterfølgende har jeg opdaget, at jeg har opskriften i en af mine strikkebøger. Det har bare aldrig faldet mig ind at bruge den! Det roder jeg bod på nu. Næste strikkeprojekt skal være en sommerbluse i silkekvalitet og den baltiske fletning kommer til at udgøre en væstentlig del af dekorationen.
Opskriften fandt jeg via fru Madsen her.





Jeg har trippet lidt rundt om mønster til ærmekublen men har nu fået konstrueret en opskrift, der dog mangler renskrivning. Jeg har også opdaget en fejl - så er det godt, jeg ikke er gået igang med at strikke.
Jeg må lige rette til og så skal 1. ærme hurtigt blive færdigt. Og ærme nr. 2 er allerede på pindene.

Jeg har aldrig "lært" at konstruerer strikkeopskrifter, men jeg kan en del basis tilskæring og så er det jo bare frem med regnestokke og få det omsat.

søndag den 13. maj 2012

Program til strikkediagrammer

Små romber
Jeg har længe gået rundt om den varme grød i forhold til at få skrevet opskrifter ned på de typer af vævestrik, jeg bruger til min vævestrikkede kjole. Jeg samler opskrifterne sammen her og der. Lurer hvor jeg kan, læser hist og pist og henter fra andre ting jeg tidligere har strikket.

Men de der SKREVNE opskrifter er ikke lige mig. Når jeg skal genkalde mig tidligere brugte eller udvikle nye mønstre, bruger jeg diagrammer. Så hvorfor ikke gøre det i denne forbindelse?? Til at hjælpe mig med at få opskrifterne ned på papir har jeg fundet et gratis program: "ChartMaker". Det har sine fejl og mangler - men det er gratis, let at gå til og med lidt tålmodighed lykkes det.

Jeg mangler stadig at få lavet forklaringer og et par mønstre mangler også. Men nu fik jeg hul på det og snart ryger det på siden med opskrifter.




Bikube
Perlegrus
<><>
Quilt

Her og nu kalder sengen dog. Det er hverdag i morgen; heldigvis er det en kort uge vi tager hul på. 3 dage og så 4 dage fri. DEJLIGT!!

Og i morgen tidlig kommer "min" gulvmand med flydebeton. Så en del af kommende fridage skal selvfølgelig bruges til at lægge trægulv - igen.


fredag den 27. april 2012

Ny type vævestrik??

Jeg er nu nået så langt på min vævestrikkede kjole, at skørtet nærmer sig sin afslutning. Det betyder, at der er forfærdeligt mange masker og det går ikke så hurtigt fredad. Mens jeg stædigt har nørklet den ene pind efter den anden, har jeg tænkt over ærmerne og afslutninger. Jeg har brug for et mønster, der i udtryk ligner det, jeg har brugt til skørtet (Zigzag; ses her) men med mindre mønsterrapporter.

Og nu tror jeg, at jeg har den! Måske har jeg opfundet en "dyb tallerken", men lad mig præsentere en ny type vævestrik:
Mini romber
Jeg har snydt lidt i forbindelse med farveskiftet, så det følger romberne. Det betyder, at jeg på et par pinde skal strikke med to farver. Vævestrik er jo ellers kendetegnet ved, at der kun anvendes én farve garn i forbindelse med hver pind. Men jeg tilpasser altså så mønsteret her, så det passer mig.


Undervejs fik jeg også udviklet denne:
Romber
Men den blev for stormønsteret til dette brug. Den ryger i gemmekassen til et senere projekt. Overvejer at strikke den op i uldgarn, filte det let i vaskemaskinen og anvende "stoffet" i forbindelse med i standsættelse af min Stokke-møbel (gadefund der trænger til noget kærlig hånd). I den forbindelses skal den vist strikke op i garnfarver med større kontrast. Så tror jeg mønsteret træder mere tydeligt frem.

I løbet af weekenden håber jeg at opdatere min side med opskrifter på de typer af vævestrik, jeg anvender i forbindelse med kjolen. Her kommer begge Romberne selvfølgelig med.


Når jeg når længden på kjolen, får jeg jo også brug for en afslutning. Jeg arbejdede på prøver til 02.30 i nat - hyggeligt, men dumt, frk. Andersen!! Vækkeuret gav lyd kl. 06.30. Det er ALT for lidt søvn til mig!!

Men jeg fandt frem til det, jeg har brug for: en feminin kant der giver hele kjolen noget lethed. Det bliver en kombination; en hæklet åben muslingekant med picoter. Denne kant kommer i brug forneden og på ærmerne. Den skal modificeres i forhold til prøven; men nu har jeg den på plads. I halsen bliver det en kombination og rundt i selve halsåbningen vil jeg nøjes med den stikkede afslutning og picoter.

Mine unger elsker i øvrigt navnet på de nye strikke typer: "FAAAAR. Mor strikker rumper!!!.





lørdag den 31. marts 2012

Videre på vævestikket kjole

Ind i mellem alt det andet sørger jeg for at få tid til at strikke på min kjole. Lige nu arbejder jeg på pind 4 og er vildt overrasket over, hvor langt jeg når.

Mønsteret p.t. er "zigzag" og jeg regner med, at hele nederdelen skal holdes i denne strik. Jeg holder fast i min mørke lilla som grundfarve men lader farve to variere i striber. Der bliver godt nok knald på, men jeg elsker det!








Her et lille glimt af hvordan forløbet er. Over lisen ses bærestykket i "perlegrus". Under lisen "quilt" her over livsstykket. Og endelig "zigzag" i nederdelen.

Jeg idder og overvejer, hvordan afslutningerne skal være. Valget står lige nu mellem hæklede feminie kanter i mørk lilla eller en mere fast strikket kant med "snoet garn".

TÆNKE - TÆNKE - TÆNKE.




Lige de næste par dage bliver der dog ikke tid til at tænke over strikketøjet. Jeg får besøg af min skønne søster og hendes dejlige unger. Der bliver garanteret tid til lidt nørklerier af den ene eller anden slags, men der skal jo også være overskud til at snakker :-)

onsdag den 14. marts 2012

Kan slet ikke lægge strikketøjet fra mig....

Mens jeg sidder og tænker over livet, universet og alting (jeg ved det: svaret er 42 - jeg leder efter spørgsmålet!) nyder jeg mit strikketøj. Jeg havde slet ikke drømt om at min kjole ville skride så hurtigt fremad, men hvert ledigt øjeblik bliver for tiden brugt med pindene i hånden.

Her et glimt af livstykket. Det strikkes i quilt og for at give noget sammenhæng, lader jeg den lilla grundfarve følge med ned over striberne. I mit univers er det et væld af farver - andre vil sikkert mene noget andet :-).

Det er sjældent jeg strikker efter opskrift - jeg udvikler oftest undervejs. Her hvor jeg leger med både teknikker, mønstre og farven, kan jeg blive noget usikker på, om helheden bliver fin. Men selvfølgelig bliver den det! Lige nu er jeg i alt fald begejstret og glæder mig til, der bliver stille i huset, kaffen er brygget og jeg igen kan kaste mig over skålen med det skønneste garn.

tirsdag den 13. marts 2012

Der er strikket en "lise"

Jeg strikker videre på min vævestrikkede kjole. Jeg er færdig med bærestykket og har samlet masker op for at strikke ned af: livstykket og siden nederdelen. Som overgang mellem det tætsiddende bærestykket og resten af kjolen, der skal være mere løstsiddende, har jeg strikket en "lise". Jeg er lidt i tvivl om lisen er blevet for voldsom. Det må jeg afgøre, når jeg når lidt længere og prøver kjolen på ;-)
På billedet anes lige det næste stykke med vævestrik, som skal strikkes i "Quilt". Mere herom senere.

torsdag den 1. marts 2012

Mit nye strikketøj

Mit nye stikketøj bliver hverken en trøje til datteren eller mig selv. Det bliver derimod en kjole til mig selv: en eksplosion i farver, et studie i vævestrik og en udfordring på tålmodighed.


Jeg er blevet farveinspireret af "crazy kjolen" hos Bettekun og har hos den lokale garnhandlende indkøbt garn af hjertets lyst. Der er ikke garn nok, men der kan suppleres efterhånden som mønstre og kjole udvikler sig. Det eneste, der er taget stilling til, er, at grundfarven skal være den mørkelilla.


Strikkeprøver er ellers ikke min stærke side men denne gang er jeg gået amok i prøver. Desværre kan jeg ikke huske, hvor jeg har fundet vejledning i de forskellige vævestrik - det eftersøger jeg selvfølgelig, så den rette kan få æren!


Model er min egen all-time-favorit. En efterhånden gammel sag som er BRUGT godt og grundigt til alle situationer: med et par frække strømper, høje sko og håret sat til narrestreger; mere neutralt med sorte tights og lange sorte støvler, hvor kun den lilla t-shirt under har givet farve eller med en langærmet lang t-shirt under til et par cowboybukser. Jeg har hver gang følt mig godt tilpas og velpåklædt.

Nu er det tid til at skifte den ud og jeg er gået i gang med det lækreste garn i 100% alpaka. Det er noget forbandet tyndt garn, der egentlig skal strikkes på en pind 2-2½. Vævestrik i sig selv bliver dog temmelig tykt og robust, så for at få den lethed jeg går efter, er jeg startet ud på pind 6 til bærestykket. Jeg er nu nået til ærmegabene - hold da op det kommer til at tage lang tid! Og man kan allerede nu være nervøs for, om jeg er startet for farverigt ud. Men nu er det jo farver jeg går efter, så sådan bliver det!

Håber at mønstrene og farverne, der skal udvikle sig undervejs, kan holde min interesse fanget og drive mig fremad!

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...